Som aftalt mødtes vi på OKAY Hotel for at overholde den aftale om besøget på Børnehjemmet Cambodian Light Children Association som vi havde lavet dagen forinden pr. telefon med Mr. Pat Noun som er leder af børnehjemmet.
Et hjem for fattige børn, gadebørn og forladte børn.

Selvom vi havde en adresse var det svært at finde frem til stedet. Sådan er det overalt i Østen.

Og det viste sig at være en meget svær nød at knække.

Vi kørte forkert flere gange på trods af de lokale motorcykle guider vi havde hyret. De mente ellers nok at de kendte byen, men vi måtte spørge mange om vej og kørte en del forkert inden vi fandt det vi ledte efter.

Og alt dette på trods af de informationer og vejledninger jeg havde fået af Mr. Noun.

Grunden til at det var svært at finde, var at børnehjemmet lå i det værste slum vi nogensinde havde set. Og vi har da trods alt været gennem Indien, Thailand, Laos, Malaysia, Philippinerne og altid med rygsæk, så vi har ikke været sparet for noget.

Ved indgangen til børnehjemmet blev vi nærmest overfaldet af glade piger og drenge mellem 5 år og 14 år som ville holde hånd, kramme og nusse. Alt det som vi selv var vokset op med og det var skønt at kunne besvare børnenes glade trygheds berøring. Vi blev bænket med nogle af børnene, mens andre opførte danse, mimespil og gamle cambodianske sange for os. Vi fik også serveret en flaske vand hver. Det var jo (desværre) ikke hver dag der kom vesterlandske turister som interesserede sig for deres hverdag og fremtid. Opvisningen og besøget på børnehjemmet kan ikke beskrives og det var med sorg vi måtte forlade stedet, (på trods af at de havde lokket os til at danse med på den sidste optræden) samtidig med at vi vidste, at de alle skulle ud næste dag og kæmpe for videre overlevelse. Vi var nogle som gerne havde puttet et par unger i rygsækken og indført dem illegalt til Danmark.